Mogens Gemmer

Nedergade 6, 8400 Ebeltoft

Forsiden

Software

Personligt

MX-5

Adm


Kolindsund

Kolindsund er turistmæssigt Danmarks bedst bevarede hemmelighed på trods af, at det på alle årstider er noget helt særligt.

Sundet adskilte indtil slutningen af Yngre stenalder Jylland fra den nordøstlige del af Djursland, som dengang var en ø.

Efter landhævningen var sundet kun forbundet med det åbne hav ved Grenå og der var ikke længere vandvej til Randers.

Omkring år 1500 tilsandede udmundingen ved Grenå og sundet blev herefter til en indsø.

Sundet blev afvandet omkring 1880 og sådan ser det stort set stadig ud.

Billeder fra Kolindsund

Århus Amt om Kolindsund

Fortid og fremtid

Tabet af Slesvig og Holsten efter krigen mod Tyskland i 1864 reducerede det danske landbrugsareal så meget, at der var behov for en bedre landbrugsmæssig udnyttelse af det stærkt reducerede Danmark.
Enrico Dalgas formulerede parolen "Hvad udad tabes, skal indad vindes" og med dette mantra lykkedes det ham at få det meste af den jyske hede omlagt til landbrugsjord.
Tørlægningen af Kolindsund fandt sted fra 1872 til 1880 og var inspireret af Dalgas' parole, men var primært et investeringsobjekt for københavnske pengemænd.
Tørlægningen lykkedes ikke ret godt for dem og de måtte derfor indkalde Dalgas som konsulent, men der gik alligevel mange år før, projektet begyndte at give afkast.

Projektet er senere modificeret og forbedret sådan, at det i dag ligner et andet fladt stykke jord, men det er det kun så længe, der fortsat pumpes vand op i landkanalerne (Nord - og Sydkanalen).
Desuden indeholder projektet en naturlig modspiller i kraft af jordbundens beskaffenhed. Dyrkningen af jorden har medført, at niveauet nogle steder er reduceret op til 1 meter i forhold til det oprindelige niveau. Der er fundet lokale løsninger på dette problem, men en generel løsning betyder, at de store kanaler skal graves dybere og det er der formentlig hverken økonomi eller vilje til.

På langt sigt tyder noget derfor på, at Kolindsund igen bliver en indsø eller et engareal, men det lange sigt kan blive overhalet af en trend i tiden, der hedder "retablering af det oprindelige landskab".
Århus Amt lægger nogle restriktioner på vedligeholdelsen af kanalerne, der ikke fremmer Kolindsunds anvendelse som landbrugsareal og foreningen Kolindsunds Venner arbejder målrettet på retablering af sundet som et vådområde.
Uanset hvem eller hvad, der kommer først med et endeligt udfald, kan alle turister indtil videre glæde sig over et enestående stykke dansk kultur og natur.